Oslos bedste attraktioner – Top 10

Oslos bedste attraktioner – Top 10

Norges hovedstad Oslo er en sprudlende storby, som samtidig har bibeholdt den nære kontakt med den omgivende natur og landets spændende historie. Her bringer vi en liste over Oslos 10 mest populære attraktioner i 2013.

-A1299283-146844_800
Foto: CH – Visitnorway.com

Vigelandsparken Skulpturpark

Vigelandsparken er en af Norges mest besøgte attraktioner – mere end 1 mio. besøger hvert år den 80 hektar store park i det vestlige Oslo. Her kan I opleve 212 skulpturer i bronze, granit og støbejern af den norske billedhugger Gustav Vigeland (1869-1943).

Oslo-2-66-2-1037165_800
Foto: CH – Visitnorway.com

Operahuset: Natur og kultur smelter sammen

Oslos Operahus giver enestående oplevelser både ude og inde. Operahuset byder på en lang række opera- og balletforestillinger i absolut verdensklasse, og huset er desuden i sig selv en velbesøgt attraktion: Bygningen er åben for offentligheden, og det er især populært at gå en tur op på taget for at nyde panoramaudsigten over byen og fjorden.

Holmenkollen-Oslo-112010-99-0019
Foto: Hagelund/Birdseyepix.com – Visitnorway.com

Holmenkollen: Skihop, museum og udsigtspunkt i ét

Det ikoniske skihopanlæg Holmenkollen er tre attraktioner på samme sted: Det topmoderne skihopanlæg rummer også verdens ældste skimuseum, hvor I kan opleve mere end 4.000 års skihistorie, og udsigtsplatformen på toppen af skihopbakken giver en enestående panoramaudsigt over hovedstaden.

Århundreders historie midt i storbyen

Midt i Oslo kan I tage på rejse tilbage i tiden i Akershus-fæstningens imponerende bygningsværk, der stammer fra det 13. århundrede. Tag med på en guidet tur eller gå på oplevelse på egen hånd og nyd den historiske atmosfære og de smukke omgivelser.

Verdens bedst bevarede vikingeskibe

Skal ferien byde på et spændende indblik i vikingernes liv i det 9. århundrede, bør Vikingeskibsmuseet stå på listen over feriens rejsemål. Her kan I opleve verdens to bedst bevarede vikingeskibe samt en lang række både, slæder, værktøj, seletøj og andet vikingeudstyr.

Nationalgalleriet: Norske og internationale mesterværker i særklasse

Det norske Nationalgalleri råder over en lang række mesterværker inden for maleri, tegning og skulptur. Hovedattraktionerne er Edvard Munchs Skriget og Madonna, men også store værker af Cézanne og Manet pryder væggene.

Familiens yngste kan få en særlig kunstoplevelse i museets Eventyrrum, hvor de kan møde prinsesser, trolde og andre eventyrvæsener eller selv afprøve deres kunstneriske evner i ateliererne.

Tag på opdagelse i alverdens planter og dyr

I det østlige Oslo ligger Naturhistorisk Museum, som omfatter en botanisk have, zoologisk museum og et museum for mineralogi og geologi. I den botaniske have kan I gå tur blandt mere end 7.500 plantearter, og i det zoologiske museum kan I opleve dyr fra hele verden – og endda se det enorme skelet af en Tyrannosaurus Rex.

Sjov og spænding for store og små

Ca. 20 kilometer syd for Oslo ligger Norges største forlystelsespark, TusenFryd. Her er mere end 30 forlystelser, heriblandt Skandinaviens mest spektakulære rutsjebane, SpeedMonster, som går fra 0-90 km/t på 2 sekunder! Parken har også masser af forlystelser for de mindste samt et vandland.

I 2016 åbner parken en ny unik forlystelse, ”Ragnarok”: En 0,5 kilometer lang sejltur på en kunstig elv gennem vandfald, hvirvelstrøm og mange andre hårrejsende forhindringer.

polarskibet fram oslo

Verdens mest robuste træskib: Polarskibet Fram

På Frammuseet kan I få et enestående indblik i livet som polarfarer. Kom om bord på skibet Fram og se, hvordan besætningen og deres hunde levede og overlevede i verdens koldeste og farligste egne for over 100 år siden.

En rejse tilbage i tiden

Norsk Folkemuseum er et af verdens ældste og største friluftsmuseer. Her kan I gå på opdagelse blandt 155 historiske bygninger fra hele Norge samt en stavkirke fra år 1200. Udstillingerne viser blandt andet traditionelle håndværk, folkedragter, samisk kultur, våben, legetøj, lægevidenskab og meget mere.

622