Bergen – hvor kultur, natur og historie smelter sammen

Bergen – hvor kultur, natur og historie smelter sammen

Norges andenstørste by, Bergen, byder på en unik kombination af smukt fjord- og fjeldlandskab, rigt kulturliv og spændende historiske oplevelser.

Rolige sejlture på blinkende fjorde, hvor fjeldene spejler sig, mens vandfaldene snor sig som hvide slør ned ad de mørke klippevægge. Spektakulære vandre- eller cykelture, hvor udsigten over fjorde, byer og fjelde venter omkring hvert eneste hjørne. Panoramaudsigt over Bergen fra fjeldtinderne Fløyen (320 m.o.h.), der nås med kabelbane, eller Ulriken (643 m.o.h.), der nås med svævebane – Dét er blot nogle af de naturoplevelser i særklasse, I har i vente, hvis ferien går til Bergen. Byen kaldes ikke uden grund ’Porten til fjordene’ – her er alt, hvad Fjordnorges natur har at byde på – og meget mere til.

Bergen-052004-99-1813
Foto: Pål Hoff/VisitBergen – Visitnorway.com

Levende historie

Bergens største seværdighed udspringer af byens spændende og farverige historie. Byen var i adskillige århundreder et af Hanseforbundets kraftcentre, og bydelen Bryggen vidner i dag om det handelsliv, dette skabte i byen. Tag på oplevelse blandt de gamle træhuse – Gå ned ad de træklædte fortove og gennem de smalle smøger, eller træd indenfor i de historiske træbygninger, der nu er omdannet til museer, hvor hansekøbmændenes hverdag bringes til live. Bydelen ser i dag ud, nøjagtigt som den gjorde i middelalderen – og er ikke uden grund på UNESCOs verdensarvsliste. Det er en oplevelse, I ikke må snyde jer selv for, mens I er i Bergen.

Også kongeboligen og festsalen Håkonshallen (bygget 1247-1261), Rosenkrantztårnet (hvoraf dele stammer fra 1270’erne) og friluftsmuseet Gamle Bergen Museum er et besøg værd for familiens historieinteresserede. Et besøg i Gamle Bergen Museum er som at besøge en miniudgave af en historisk by – her er værksteder, skole, butikker og privatboliger, der alle er udstyret med genstande fra deres periode, og personalet er klædt i tøj fra de tidsperioder, de fremviser.

Klassisk kunst og nutidigt kulturliv

Fjordbyen Bergen har i flere hundrede år været et knudepunkt for norsk kulturliv. Her kan I opleve adskillige imponerende kunstsamlinger, der spænder fra verdens tredjestørste samling af Edvard Munchs malerier og tegninger i Rasmus Meyers Samlinger til nutidige kunstsamlinger på de mange kunstmuseer, der er samlet i KODE-sammenslutningen.

Bergen er også stedet, hvor I kan besøge Troldhaugen – huset, hvor Norges mest berømte komponist Edvard Grieg boede i 22 år og komponerede mange af sine mest kendte værker. Troldhaugen er nu museum, hvor I kan gå på oplevelse i Griegs liv. Et besøg på Troldhaugen kan desuden kombineres med en kammermusikkoncert i Troldsalen, der blev opført ved huset i 1985. Her er koncerter adskillige gange om ugen i sommer- og efterårsperioden, og et besøg i den stemningsfulde sal anses af mange som den perfekte afslutning på en dag i den klassiske musiks tegn.

bryggen_i_bergen
Foto: Andres Giubelli – Visitnorway.com

Ud over disse kulturoplevelser i særklasse er Bergen centrum for en lang række festivaler og arrangementer i årets løb inden for bl.a. ballet, opera, teater, dans, skuespil samt en bred vifte af musikgenrer. Byen tiltrækker en lang række norske og internationale kunstnere – hold øje med byens aktivitetskalender for at se, hvem der gæster byen, mens I er der.

Oplevelser for børnene

Bergen byder også på et væld af spændende oplevelser for børn. Blandt højdepunkterne er Akvariet, hvor I kan gå på oplevelse blandt pingviner, sæler, krokodiller og et væld af fisk og andre væsener fra havets dyb, samt oplevelsescenteret VILVITE, som byder på en spændende verden af eksperimenter for teenagere. Her kan I afprøve 100 forskellige eksperimenter og apparater, der handler om så forskellige emner som tyngdekraften, beregning af vejrudsigt, hvordan man styrer et skib eller en ubåd – og meget, meget mere! Kun fantasien sætter grænser for jeres oplevelser i dette univers af naturvidenskab og teknologi.

664