Reinebringen – Spektakulær vandretur for de eventyrlystne

Reinebringen – Spektakulær vandretur for de eventyrlystne

Er I til udfordrende vandring i noget af verdens mest fascinerende natur, bør en vandretur til Reinebringen stå på ønskesedlen over feriens aktiviteter.

3-DSC-1004-2506165_800
Foto: Tomaz Furmanek – Visitnorway.com

Lofoten-øerne i Nordnorge – et godt stykke nord for polarcirklen – er garanti for uforglemmelige naturoplevelser i verdensklasse. Øerne byder på majestætiske fjelde, dybe fjorde, omfattende fuglekolonier, et rigt liv under havets overflade – og utallige muligheder for vandre- og cykelture. En af de mest populære vandreture i dette pragtfulde område går til toppen af Reinebringen på øen Moskenesøya.

Lofoten-1-Hoved-JPG-52-298113_800
Foto: Tomaz Furmanek – Visitnorway.com

En af Norges smukkeste udsigter

Skønt Reinebringen ikke er blandt Lofotens højeste tinder – toppen er blot 448 meter over havets overflade – byder den på et helt enestående belønning til de, der overvinder klippevandringen derop. Turen derop gennem skov og over fjeld tager 1-2 timer, og den stejle opstigning, der til tider næsten minder om klatring, kan få adrenalinen til at pumpe hos de fleste! Når I til sidst kan puste ud og tage de sidste skridt op på toppen, kan I til gengæld nyde en helt utrolig panoramaudsigt over byen Reine, Reinefjorden, de omkringliggende fjelde og det bagvedliggende hav.

Det er ikke uden grund, at udsigten herfra er blandt de mest ikoniske – og måske mest instagrammede – fra Lofoten: Det smukke syn er indbegrebet af det barske møde mellem natur og kultur, hvor de rå og spidse klipper rejser sig fra fjordens dybblå vande og står knejsende over de lave, beboelige områder, hvor det lille fiskersamfund er bygget.

lofoten-stromberg0594bb-1770345_800
Foto: Tomaz Furmanek – Visitnorway.com

Sørg for at have god tid på toppen – Lidt længere henne ad stien langs fjeldkammen venter endnu en belønning for jeres anstrengelser: En storslået udsigt til Kjerkfjorden, som er en forgrening af Reinefjorden, samt fjeldsøen Reinevatnet, der ligger 60 meter over havets overflade. Panoramaet af sø, fjorde, fjelde og Reines hvide huse langt under jer er som taget ud af et eventyr!

500px Photo ID: 131540777 - best on black
Foto: Tomaz Furmanek – Visitnorway.com

Overnatning i midnatssolens skær

Hvis I har mod på at tage turen til Reinebringen med oppakning, giver en teltovernatning på toppen om sommeren jer mulighed for at opleve dette fantastiske syn i midnatssolens skær. En overnatning i dette smukke – men barske – landskab under midnatssolens farvespil er en oplevelse for livet: Læn jer tilbage og se, hvordan de røde og gyldne farver forvandler landskabet omkring jer og himlen over jer, mens solen går ned mod horisonten for blot få øjeblikke senere at begynde sin opstigen uden at være forsvundet helt. Det er en oplevelse, der kan gøre de fleste ydmyge over naturens fantastiske virke!

457