Få en rekordfangst på krogen

Få en rekordfangst på krogen

Norge råder over nogle af verdens bedste fiskesteder, både hvad angår fiskeri på havet og ferskvandsfiskeri.

Lyngor-102010-99-0118
Foto: CH – Visitnorway.com

Brusende elve, spejlblanke søer eller barske bølger på havet – uanset hvilken kulisse I ønsker for jeres fiskeferie, finder I det i Norge! Landet er et sandt mekka for lystfiskere med mere end 100.000 km kystlinje og et utal af elve og søer, der vrimler med liv. Det er den perfekte destination til en fisketur med vennerne – her er masser af plads, enestående landskab og, ikke mindst, fiskeoplevelser i absolut verdensklasse!

Paradis for fiskeentusiaster

Med en kystlinje, der er længere end ækvator, byder Norge på et utal af førsteklasses fiskepladser for dybhavsfiskeri, hvor du næsten med garanti kan se frem til at få en ordentlig kleppert på krogen. Hele kyststrækningen fra Finnmark i nord til Kristiansand i syd byder på et væld af fiskearter. Her kan I kaste snøren ud efter områdets enorme torsk, forsøge at få nogle af områdets sorte eller sølvfarvede sej på omkring 9 kilo på krogen, eller tage kampen op med fladfiskenes konge, helleflynderen – måske bliver det en af jer, der slår den nuværende rekord på over 180 kilo?

Spin-fishing-in-Holselva-Hallingdal-012011-99-0054
Foto: Yngve Ask – Visitnorway.com

Vil I have en helt særlig oplevelse, bør I tage med en lokalkendt skipper til de bedste fiskepladser på det åbne hav eller slå jer ned på moler og skær sammen med de lokale fiskere, der ofte gerne deler ud af deres viden om gode fiskepladser og madding. Uanset hvad I vælger, er adrenalinen, når fangsten bider på krogen, og spændingen, mens linen trækkes ind og fisken bryder vandoverfladen, uden sidestykke her midt i den smukke og barske norske natur – og det samme gælder fornøjelsen, når I senere kan nyde den aftensmad, I selv har fanget i dagens løb.

Nyd roen i de norske elve og søer

Også ferskvandsfiskeriet er i absolut særklasse i Norge. De endeløse elve og enorme søer giver rig mulighed for fantastiske fiskeoplevelser, hvor naturoplevelsen og spændingen ved fangsten går op i en højere enhed. Tag fiskekammeraterne med til en af de mange norske hytter, hvor I kan overnatte, mens I tilbringer dagene i de smukke elve og søer, hvor et væld af fiskearter flokkes under overfladen. Efter en oplevelsesrig dag i den friske højfjeldsluft kan I læne jer tilbage og nyde aftenerne foran hyttens pejse, mens I udveksler historier om dagens oplevelser – og kårer vinderen af dagens største fangst.

Vælger I elvenes brusende vande som fangstplads, kan I se frem til at fange laks, ørred, stalling, hvidfisk og fjeldørred – prøv eksempelvis Hemsila-elven ved Hemsedal, hvor man finder noget af verdens bedste ørredfiskeri. Eller besøg Mjøsa-søen i Gjøvik nord for Oslo, hvor I kan fiske efter omkring 20 forskellige arter – blandt andet de gigantiske Mjøsa-gedder eller ørreder på op til 15 kilo.

Jotunheimen-092006-99-454
Foto: CH – Visitnorway.com

Rekordfangst under midnatssolen

Skal jeres fisketur være noget helt specielt, bør I sætte kurs mod Nord-Norge. Her finder I både dybhavsfiskeri og ferskvandsfiskeri i særklasse, og om sommeren kan I få den enestående oplevelse af at kaste snøren ud i midnatssolens skær. Vandets brusen, den gyldne glød af solen på de snetoppede fjelde og de enorme vidder omkring jer, hvor I kan føle jer helt i ét med naturen, gør en fisketur i Nord-Norge til et minde for livet. Nå, ja, og så gør det jo heller ikke noget, at der fanges mange fisk af rekordstørrelse i dette område!

632